Nisser

Nisserne stammer allerede helt tilbage fra hedensk tid. Men det er dog først i nyere tid at figuren er blevet en decideret julefigur - og er blevet kendt som den hyggelige lille mand i gråt tøj og rød hue, der sidder på loftet og spiser risengrød. I Norden kendtes nisselignende væsener som små gårdbeskyttere. I Danmark kaldtes nissen for gårdboen, i Norge for gårdvorden, som betyder gårdbeskytteren, og i Sverige var den kendt som tomten, idet den passede på den tomt som gården var bygget på. I Island gik figuren under navnet årmanden, og han spillede en meget central rolle på de islandske gårde: "Han fortæller mig meget, som skal ske, han tager vare på mit kvæg, og han lægger mig på sinde, både hvad jeg skal gøre, og hvad jeg skal vogte mig for, og jeg har dyrket ham længe," skal en islænding have sagt i 981.

Efter kristendommens indtog begyndte nisselegenderne gradvist at ændre sig. Dyrkelsen af nissefiguren som en egentlig husgud, som havde været endog meget udbredt i hele Europa, forsvandt, men mange bevarede dog troen på, eller håbet om, at deres hjem blev beskyttet af en lille mand med overnaturlige kræfter. Men man måtte behandle ham ordentligt, f.eks. ved at stille grød frem til ham, ellers kunne han finde på at hævne sig på grusomste vis. I 1818-22 udgav folkemindesamleren J. M. Thiele en samling over fortællinger om gårdboen, som han havde hørt og læst om på landet. Her fremgik det bl.a. at mange nu havde givet gårdboen kælenavnet Nis eller Nissen - en afart af drengenavnet Niels. På samme tid var de intellektuelle i København i gang med at genskabe den folkelige jul som familiens og hjemmets største årsfest. Til lejligheden havde man importeret en anselig mængde tyske juleskikke - men Tieles vidnesbyrd om hvordan sagnet om den lille nissefigur i århundreder havde trivedes herhjemme, især på landet - gjorde det naturligt at tildele nissen en hædersplads i "den nye jul." I sagnene fra Tieles bog var nissen som regel beskrevet som en lille, gammel mand på størrelse med en 10-12 års knægt. Han var sædvanligvis klædt i gråt og havde en spids rød hue på hovedet.

Dette gav billedmagerne Constantin Hansen (1804-1880) og Johan Thomas Lundbye (1818-1848) inspiration til julenissen, som de afbildede som en grødspisende og gavebringende julehelgen; børnenes ven, ligesom Nikolaus, julemandens forfader, var ude omkring i Europa. Constantin Hansens nissebilleder er omhyggeligt beskrevet i et brev som den danske arkitekt G. Bindesbøll skrev til sin bror i januar 1837 efter at have fejret jul i Rom sammen med sine danske kunstnervenner: "Billederne på væggene var af ham selv og forestillede julebukke og nisser, som drage over Pontemolle med julegaver for at holde jul i Rom; hvorledes juleaften kom bag på kællingen; nisserne, som danser om julegrøden; nissen, som slås med katten; nisserne, som skraber skoverne af gryden; på døren en nisse, som kom for silde, alt udklippet af orange-papir og klinet på sort grund; konturerne hvide og lidt farvede på enkelte steder." Brevet blev offentliggjort i Dansk Kunstblad den 18. februar 1837, og sandsynligvis har Bindesbølls skildring været med til at udbrede kendskabet til og interessen for nissen som julefigur.

Nogle år senere fejrede alle de nordiske kunstnere jul sammen, også denne gang i Rom. Herfra kendes en akvarel af J. Th. Lundbye, forestillende en dansk familie der danser omkring juletræet. Nedenunder sidder en nisse og spiser julegrød. Akvarellen, som Lundbye gav navnet "Til Nordboernes Julefest i Rom", fik desuden mottoet "Mens Tankerne fare saa vide" påskrevet for neden. Lundbye havde dog allerede nogle år forinden tegnet et nissebillede som illustration til et af Tieles nissesagn, der blev genudgivet i Flinchs Almanak fra 1842. Her sad nissen i stalden sammen med en hest.

I 1844 blev Tieles nissesagn genudgivet i versform under titlen "Eventyr om Nisser, fortalt af Claudius Rosenhoff, Tegninger af Ley." Her var sagnene illustreret af maleren H. C. Ley (1828-1875). Og selvom nisserne fra sagnene ikke har noget med jul at gøre, har genudgivelsen, og ikke mindst Leys tegninger, uden tvivl været med til at fremme nissedyrkelsen. I 1851 fik nissen sågar opkaldt et blad efter sig. Det var et satirisk magasin, og nissens ry som den drillesyge lille mand, der uden tøven gav sin mening til kende, gjorde det oplagt at kalde bladet for "Folkets nisse." Fra dette blad, der skønt historierne var opdigtede, afbildede det omgivende samfund, ved man at julen allerede i 1850'erne var blevet en nissejul, hvor nissen drillede og kom med gaver - i hvert fald i de borgerlige familier.

Nissen havde altid været ungkarl, men i en anonym gådebog fra midten af 1800-tallet, dukker hans kvindelige modstykke pludselig op i en af gåderne. Først skulle man dog lige stifte bekendtskab med den mandlige nisse: "I fordums dage jeg var overalt, i bondens stue, hans lo og lade. Det har bedstemor dig nok fortalt, jeg gjorde nogen gavn, kun liden skade. Jeg er lille, væver og næsten ganske grå, mit navn du snart nu finde må." Men så kommer det: "Husker du den lille, du nylig gætted på, med sin røde hue og med kofte grå? Han er fulgt med tiden og den gode tone, og har sig nu en lille…" ja, gæt selv…

I sidste halvdel af 1800-tallet udviklede nisselegenden sig til en decideret industri. Nissen blev nu brugt som trækplaster i diverse annoncer og reklamer, og snart væltede man sig nærmest i nissehæfter, julekort, juleporcelæn og andre effekter, alle med nissemotiver. Her gjorde flere kunstnere sig gældende, bl.a. maleren og billedhuggeren Henrik Olrik (1830-1890), der siden 1859 tegnede til julenumrene af "Illustreret Tidende," ligesom han fra 1868 var tilknyttet Den kgl. Porcelænsfabrik. Det var dog kollegaen, overglasurmaler Peter Nicolai Møller (1838-1910), med kælenavnet Nisse-Møller, der gjorde fabrikkens juleeffekter populære. Siden tegnede han julekort, og var også manden bag forsidetegningerne til "Børnenes Juleroser."

Blandt de mest succesfulde nissetegnere finder man også Carsten Ravn (1859-1914), der udover at være hoftegner for Alfred Jacobsen, der i 1875 begyndte at udgive juleudklipsark, også tegnede figurer til dukketeatre og kostumer til Dagmarteatret, ligesom han lavede illustrationer til utallige julehæfter. I 1880'erne begyndte han desuden at tegne julekort for firmaet Levision, der var de første til at udgive danskproducerede julekort.

Det var tegneren Frederik Bramming (1911-1991) der fik æren for opfindelsen af kravlenissen. Men selvom Bramming var den første til at bruge betegnelsen kravlenisser, da han lancerede sine nisseark i 1947, var han dog ikke den egentlige opfinder af udklipsark med nisser; man kender bl.a. til et sådan nisseudklipsark, der med sikkerhed kan dateres til 1944. Man ved dog hverken hvem tegneren var, eller hvilken betegnelse nisserne blev lanceret under.

Nissen har altså ikke altid været en julefigur, og er oprindelig heller ikke beslægtet med julemanden. Siden er de dog kommet i familie - i hvert fald i nogle af de utallige julehistorier, tegnefilm og julekalendere, der er kommet i løbet af 1900-tallet. Her fungerer nisserne ofte som julemandens små hjælpere, men nu til dags har de altså overladt selve gaveuddelingen til julemanden.